Præmiering til Nikolaj Zeuthen for Hvad synes du om dansk litteratur?
















Statens Kunstfond har præmieret Nikolaj Zeuthens tegneserie Hvad synes du om dansk litteratur? med 75.000 kr.

Udvalgets begrundelse for præmieringeren:

Nikolaj Zeuthen er født i 1977, har udgivet digte og prosa og optræder som frontfigur i den litterære musikalske hybrid ”Skammens vogn ”. ”Hvad synes du om dansk litteratur?” er på mange måder også en hybrid. Tegninger og tekst er sat sammen i noget, der på en gang er en tegneserie, en vittighedsstribe, dead-pan-historier, en børnebog og syrede dommedagsdrømmesyn. Tegningerne kan ikke siges at lefle for det æstetiske udtryk, de er kort sagt grimme, men man sidder alligevel foruroliget og klukkende tilbage og følger gerne med længere ind i Monsieur Rubans meditationer eller i Eigils fantasiverden. Det er grumt, uhyggeligt og meget morsomt. Den anarkistiske tegnestil og det grumme indhold støder sammen, og det lykkes Zeuthen med sin stoneface-attitude at komme med et overbevisende bud på, hvordan en litterær tegneserie, grafisk roman eller billedpoesi kan se ud : “På grund af høje usynlige murværker kan mennesker aldrig helt komme til at mærke hinanden/ Langt borte slår Monsieur Ruban en skraldende skoggerlatter op. Pragtfuld logik, ler han. Simpelthen pragtfuld/ Det er nemt at hade, men svært at elske.