AFTER HAND på ROSKILDE

BOGPRODUKTION PÅ STEDET OPLÆSNING OG LANCERING AF EDITION AFTER HAND SERIEN


EAH#31 RE ACT OR omslag af C.I.R.K.A v. Anders Visti & Lasse Krog Møller


Edition After Hand har fået til opgave at producere en kvalitets-håndlavet bog på dette års Roskilde Festival i op til 1.000 eksemplarer. Bogen skrives og redigeres undervejs for at sættes og trykkes på festivalens sidste dag (søndag d. 4. juli). Forlaget opstiller således en produktionsenhed (mobilt trykkeri og bogbinderi) eller installation om man vil, som vil rotere fra søndag morgen til først på aftenen, hvor bogen gives ud. Ambitionen er at producere op til 1.000 bøger (64 sider) på stedet. Bogens titel er RE ACT OR og er nr. 31 i Edition After Hand serien.

Den trykte tekst produceres under festivalen via tekstsampleren RE ACT OR, som er kurateret af forfatter Christian Bjoljahn. Sampleren minder mest af alt om en overdimensioneret pladespiller, som vil rotere fra torsdag til fredag. Teksten samples fra digteren Rasmus Graffs konceptuelle værk Folkets prosa [EAH#28], der består af helsætninger fra Gyldendals røde dansk-dansk ordbogs eksempler på ordanvendelse, fra A til Å. Det er denne tekst, som er blevet klippet op og undervejs vil mutere til ny form med hjælp fra publikum og de mange forfattere, som er inviteret til at reagere på tekstsampleren. Teksten læses, redigeres og udvælges undervejs af de deltagende forfattere, kritikere og forlagets redaktører.

Bogen RE ACT OR kan populært kaldes Det Store Roskilde-digt anno 2010 og bliver altså nr. 31 i Edition After Hand serien. Forlaget præsenterer endvidere udgivelses-serien fra scenen på Ordets område og udgiver fire nye pamfletter; sonetkredsen GILGAMESH [EAH#27] af forlagets stifter, digteren Henrik Have, det konceptuelle prosaværk Folkets prosa [EAH#28] af Rasmus Graff, et episk teater af kunstneren Sine Bang Nielsen med titlen Appelsin - et episk teater [EAH#29] (m. illustrationer af Mathias Sæderup) og Mads Myginds digte under titlen Tilbage er et sart pulver af oprør [EAH#30]. Der afholdes bogreception med oplæsning, pølser og pamfletter, samt oplæsninger ved en række forfattere på helium søndag eftermiddag.


AFTER HAND PÅ ROSKILDE søndag d. 4. juli på Ordets område [Nordic]

BOGPRODUKTION
kl. 11:00–19:00

HELIUM-oplæsninger
kl. 13:00-14:00

PAMFLETPRÆSENTATION
m. oplæsning
kl. 15:00-16:00

HELIUM-oplæsninger
kl. 16:00-17:00

RE ACT OR BOGRECEPTION
kl. 19:00–21:00

Man kan se mere om programmet på Ordets områdes hos hovedentreprenøren INSTITUTION CONTAINER.

EDITION AFTER HANDS udgivelser på Roskilde
EAH#27 GILGAMESH [sonetkreds] af Henrik Have
EAH#28 Folkets prosa [konceptuelt prosaværk] af Rasmus Graff
EAH#29 APPELSIN – et episk teater [m. illustrationer af Mathias Sæderup] af Sine Bang Nielsen
EAH#30 Tilbage er et sart pulver af oprør [digte] af Mads Mygind
EAH#31 RE ACT OR [roskilde-digt] af folk og forfattere på Roskilde (Koncept v. RE ACT OR’red: Christian Bjoljahn, Rasmus Graff & Mathias Kokholm. Omslag af C.I.R.K.A v. Anders Visti & Lasse Krog Møller)

RE ACT OR REDAKTIONEN
forfatter Christian Bjoljahn – kunstnerisk ledelse & idé
forfatter Rasmus Graff – tekstleverandør m. Folkets prosa
redaktør Mathias Kokholm – bogtilrettelæggelse og -produktion