Gerd Laugesens nye bog er en digtsamling, sat i hånden og trykt på tyndt, gennemsigtigt papir. Den er indbundet med samme gammeldags omhu og er yderligere billedmæssigt bearbejdet. Den er anbragt på en håndsyet, specialtdesignet kjole i en lomme eller taske, så man kan gå med den på gaden.
Der er tale om et forsøg på, helt konkret, at få poesien ud i verden, også i andre dele af verden end dem, hvor den ellers kommer. Det er et stykke brugskunst, der i sin raffineret primitive materialefornemmelse er beslægtet med både Dada og Fluxus, samtidig med at det helt ligetil møder sin læser som en opfordring til at gøre noget ved livet der, hvor det sker, i den almindelige hverdag.
Har du set min kjole? udkommer d. 12. august.
Der holdes reception for kjole og bog d. 12. august fra kl. 17:00
hos Works Unltd / Guldsmedgade 24 / Århus
Har du set min kjole?
Gerd Laugesen
After Hand
2011
tryk: Det gamle Trykkeri i Slagelse – på Eickhoff cylinderpresse
fals: KH Bogbind, Skovlunde
indbinding: Bogbinderiet Århus
kjolerne: er syet i to forskellige versioner af designerne Siri Vilbøl & Susanne Guldager
grafisk design: Anne Sofie Bendtson
1. udg 1. oplag
249 nummererede eksemplarer
10 kjoler i første serie
bog og kjole koster samlet 2.000,-
bog for sig koster 250,-
Har du set min kjole? udgives med kjole i et oplag på 10 styks. Med digtsamlingen [alene] følger en lille lap stof og en knap, så man selv kan sy den på et stykke tøj, eksempelvis en skjorte, for digtsamlingen kan naturligvis også læses og bæres af mænd.
*** BOGENS REJSE ***
Digte skal ud at gå, det er enkelt, man skal bare tage dem på – og de sidste år har jeg arbejdet på at få min digtsamling/ kjolesamling Har du set min kjole? ud i livet.
Den har været på en lang rejse, mange har holdt den i hånden. Den er blevet lavet med kærlighed, omhu og godt håndværk – på Østerbro og Nørrebro i København, i Skovlunde, Slagelse – i Århus.
Det begyndte med, at en veninde, Anne Sofie Bendtson, som er grafisk designer, satte den lille digtsamling op og printede to eksemplarer på sin printer. Så syede hun den – og de to små bøger rejste landet rundt for at blive trykt. Det var ikke helt enkelt. Bogen skulle trykkes på tyndt papir, så digtene kunne læses bag hinanden, lag på lag. Jeg prøvede at få fat i luftpostpapir, men det er en uddøende art. Så fandt jeg frem til noget arkitektpapir, 40 gram, det var transparent, smukt.
Næste problem: der var ingen af de store, moderne maskiner, der kunne trykke bogen. Papiret var for tyndt. Derfor måtte bogen trykkes på gammeldags manér. Jeg ringede til gamle typografer – i Odense – og Esbjerg – og Ålborg – og på Det gamle Trykkeri i Slagelse kunne de hjælpe. Her stod de hver onsdag bøjet over deres elskede håndværk, de fik en lille skarp – og arbejdede, så fik de gule ærter, spillede deres såkaldte typografspil, geviert, med blindmaterialet, og så gik de igen i gang med at trykke bøger om Grønland og andre historier, mens en bogbinder marmorerede på loftet.
Før i tiden havde mange af typograferne arbejdet i avisbranchen, og de fik at vide af deres kolleger, at de skulle holde sig fra det tynde sjask til mit papir. Men de ville bevise, at det kunne lade sig gøre – først blev bogen sat i bly, og der blev bundet en rød klummesnor omkring satsformen – for det kaldes en klumme, når man har sat en tekst – og så blev digtsamlingen trykt på en Eickhoff cylinderpresse. Det var typograferne tilfredse med, for Eickhoffen er lavet i Danmark. Til sidst lykkedes det maskinens små sugekopper af få fat i papiret, og der gik mange onsdage, men så blev de også færdige. Derefter skulle de små nytrykte papirer fra Slagelse til Skovlunde, hvor der stod en mand og falsede. Væggene rystede, for technomusikken var skruet op. Falseren havde specialiseret sig i at false helt tynde ting, cigaretpapir – og medicinalindustriens indlægssedler – og ud fra væggen fløj der damp, for det meste papir bærer fugt i sig, og hvis det udtørrer, begynder det at krølle – bortset fra printerpapir, som er presset for saft og kraft, forklarede han, mens det ene lille digt efter det andet gled gennem maskinen – men så voldte et ark alligevel problemer, farven smittede af – derfor har nogle af siderne lidt afsmitning, muligvis fordi noget af trykfarven ikke var helt tør – andre digte måtte jeg false med et falseben, som er sådan en sag, der minder om en papirkniv, men den her er ikke så skarp. Og sådan er det jo, når det hele er lavet i hånden – og sådan er det, når firmaet hedder KH Bogbind.
De nyfalsede bøger kom i papkasser, og turen gik til Århus, hen til Bogbinderiet, som syede dem i ryggen.
Imens vandrede jeg rundt hos alle guldsmede for at indsamle perlesilketråd, og jeg fandt ud af, at der findes en undercoverforhandling af silketråde i butikkerne, for folk der er vant til at lave deres egne perlekæder. Og jeg fik fat i perlesilketråd hos Guldsmed Bent og Guldsmed Boye, og nede hos guldsmeden på Store Torv, hos en herre, som engang solgte smykker til min mormor, viste det sig. Jeg limede selv perlesilketråden på de syede bøgers rygge.
Nu bandt bogbinderen bøgerne ind, de fik en fin prægning foran og endte på forlaget After Hand, som man skal gå gennem en kiosk, der hedder ’Fald ned manden’, for at besøge.
Til sidst fik den lille bog en banderole – og så manglede den bare sin kjole, der skulle være i alle regnbuens farver, let og svævende – stoffet skulle være tyndt og transparent som bogens sider.
Stoffet kom fra Italien, og mange kvinder har arbejdet med det – der er skitser, der er kladder – der har været slåede knapper, små fint foldede kraver og godt gammeldags håndværk, og det hele er endt godt – selv om tekstilbranchen er noget helt andet end papirbranchen.
I første oplag har designeren Siri Vilbøl syet otte kjoler, som er meget enkle, man skal bare tage dem på – de er røde, grønne, blå, og man kan også vælge den efter hvilket digt, man holder af, for der sidder et i nakken. Bogen passer lige i lommen, de to er som skabt til hinanden, knappet fast.
Susanne Guldager har, i arbejdet med sine to kjoler, ledt og tolket i digtene, og hun faldt blandt andet over en historie om nogle små mænd, der boede i en by, hvor stoffet kun kunne blive én meter langt – ellers begyndte det at trevle – og det er hun så gået ud fra – hendes kjoler er én meter lange – og bogen har hun lagt i en taske, der svæver afsted på kjolen.
Nu er ti kjoler klar til at gå ud i verden med deres bøger. Måske kommer der en dag et andet oplag, men indtil da kan bøgerne også købes alene med en flap og en knap – så kan man selv sy dem på der, hvor man vil have dem.
Tak til alle dem, der har hjulpet.
Gerd Laugesen
